Sådan arbejder jeg

Filosofisk praksis kan bedrives på mange måder. I mit virke bygger jeg på principper som for en stor del er hentet fra miljøet omkring filosofisk praksis i Oslo.

Du bestemmer over dit liv

Oslo-skolen lægger stor vægt på respekten for den enkeltes autonomi og bevidstheden om det etiske ansvar man påtager sig ved at modtage mennesker til samtale i en professionel sammenhæng. Dette indebærer for os bl.a. en ikkekonfronterende tilgang fordi vi ikke vil tvinge eller skubbe folk ud i en uønsket refleksion. Det er op til gæsten at bestemme hvad han/hun vil reflektere over. I praksis betyder dette at vi under samtalen ofte opregner mulige veje for den videre undersøgelse og beder gæsten tage stilling: "Er dette interessant? Er dette vigtigt? Hvad skal vi nu?"

Respekten for den enkeltes autonomi er også en af grundene til at vi omhyggeligt afholder os fra at give råd om hvad gæsten bør gøre i bestemte livssituationer: Vores udgangspunkt er at mennesket er frit og har ansvar for sine egne valg.

Mit håb er at styrke mine gæsters tillid til egen refleksionsevne og stimulere dem til at tænke selv og tænke frit. Jeg guider refleksionen med spørgsmål og ideer, men aldrig med autoritative svar eller indiskutable metodiske fremgangsmåder. Jeg gør hvad jeg kan for at undgå skjulte dagsordener fra min side og i stedet sikre at det bliver dig der sætter dagsordenen.

Kritik som undersøgelse

Filosofi er kritisk tænkning. Men hvad betyder "kritik"? I almindelig nudansk sprogbrug betyder det oftest noget med at påpege fejl, mangler og uhensigtsmæssigheder og erklære sig uenig i eller utilfreds med noget. Går vi tilbage til en gammel brug af ordet, betyder det faktisk bare "undersøgelse". Jeg tror der ligger noget rigtigt i ethvert menneskes verdenssyn som det blot gælder om at få frem og få præciseret ved hjælp af en grundig undersøgelse.

Når det gælder vores grundlæggende antagelser om verden, er vi i særlig grad sårbare over for kritik i den dagligdags forstand og kommer let til at lukke af over for den videre undersøgelse. Derfor er jeg tilbageholdende med direkte at modargumentere, men stiller i stedet hellere uddybende spørgsmål og præsenterer evt. mulige alternativer. Jeg anvender forsigtige spørgeformer for at åbne for gæstens refleksion, frem for at afbryde gæstens tankegang med kommentarer eller spørgsmål der synes at kræve et hurtigt modsvar.

Erfaringen viser at gæsten i denne proces ofte af sig selv bliver opmærksom på uklarheder i sin argumentation og spontant begynder at nuancere og præcisere sine udsagn.

Jeg siger hvad jeg tænker

Åbenhed og ligeværdighed i samtalen er vigtige principper: Filosoffen skal tænke aktivt med, det skal være en fælles undersøgelse. Derfor nøjes vi heller ikke med at stille spørgsmål, men fortæller også gæsten hvad vi selv kommer til at tænke på undervejs. Det er dét vi på uddannelsen kalder "deling". Deling kan være alt fra delagtiggørelse i procesovervejelser (a la "Jeg ser dét og dét mulige tema som vi kan gå videre med ...") over deling af egne spontane tanker om temaet til inddragelse af andre filosoffers begreber og tolkninger som forekommer mig relevante.

Deling har både til formål at bidrage indholdsmæssigt til selve undersøgelsen og at sikre gæsten størst mulig indsigt i mine overvejelser og dermed indflydelse på den videre proces.

Derudover handler det også om gennemsigtighed for gennemsigtighedens egen skyld. At filosofere handler meget om hele tiden at blive opmærksom på de associationer og forudsætninger som ledsager og guider vores tænkning - det er den slags bevidstgørelse jeg hjælper mine gæster med. Men ligesom enhver af mine gæster har også jeg mine underliggende antagelser som påvirker undersøgelsens gang. Derfor er jeg så at sige nødt til at tage min egen medicin slet og ret for at sikre det filosofiske niveau.

Gæstens egen refleksion har dog til enhver tid forrang frem for filosoffens deling af egne tanker. Hvis gæsten er godt i gang med at tænke, afbryder jeg naturligvis ikke bare for at give mit besyv med. Deling hører hjemme dér og kun dér hvor jeg vurderer at den kan stimulere gæstens refleksion, eller hvor gæsten selv beder mig dele mine tanker. Ofte spørger jeg om lov før jeg begynder at fortælle, og det er helt i orden at sige "nej, ikke lige nu - jeg er lige i gang med at tænke" eller "det interesserer mig ikke - jeg vil hellere snakke om noget andet".

Langsomheden og det åbne rum

Noget ejendommeligt du kan opleve hvis du går til filosof, og som du nok ikke oplever i forbindelse med ret mange andre samtaleprofessioner, er at der kan være lange perioder med tavshed undervejs i samtalen. Filosoffen giver sig nemlig tid til at høre ordentligt efter hvad du siger, og giver både dig og sig selv god tid til at tænke sig om. Denne form for opmærksomhed er meget vigtig for at skabe det rum hvor den filosofiske refleksion kan opstå. Det handler om lydhørhed og vågenhed i forhold til at fange og fastholde det centrale i samtalen.

At skabe det åbne, filosofiske rum handler også om at slippe dagligdagens handlings- og løsningsorienterede tænkemåde for en stund. Tag ikke fejl: Det er meget ofte stadig hverdagslivet med dets fænomener og konkrete udfordringer vi interesserer os for og taler ud fra! Men den filosofiske samtale er en slags tidslomme hvor vi træder et skridt tilbage fra handlingslivet og den hurtige problemløsning og ser på rammerne eller grundlaget for problemløsning og ageren på et mere overordnet niveau eller i et bredere perspektiv. Kun hvis vi foretager denne bevægelse, kan samtalen blive filosofisk.

Konkret og abstrakt

Tekst på vej.

Tavshedspligt

Som medlem af Norsk selskap for filosofisk praksis er jeg underlagt selskabets etiske retningslinjer. Dette indebærer bl.a. at jeg har tavshedspligt "angående alle oplysninger af privat karakter". Se nærmere under "Etikk" på selskabets hjemmeside.

Personligt filosofisk ståsted

Personligt er jeg især inspireret af den tyske filosof Hans-Georg Gadamer og hans hermeneutisk-fænomenologiske tanker om at én og samme fælles virkelighed kan have mange forskellige ansigter. Ifølge denne tankegang findes der mange sandheder, uden at det af den grund bliver omsonst at tale om forskel på sandt og falsk. Gadamers sandhedsbegreb kan måske beskrives som en slags "ikkerelativistisk pluralisme".

Jeg er også inspireret af mange andre filosoffer. Måske skriver jeg mere om dette på et senere tidspunkt eller i en anden sammenhæng.

Yderligere informationer

Læs mere om de generelle principper i filosofisk praksis under Hvad er filosofisk praksis? Se mere om Marie Lunds samtalefaglige baggrund under Uddannelsen.